LED-TEK og Luminex fusionerer og skaber bredt funderet lyshus
Fra nytåret fusionerede virksomhederne LED-TEK og Luminex og blev til et samlet lyshus, der kan levere komplette løsninger til det professionelle lysmarked.
Med fusionen samles LED-TEK s store, standardiserede produktprogram og Luminex’ rådgivningsekspertise og arkitektoniske lysdesign under ét tag. Dermed kan elinstallatører, arkitekter, ingeniører og bygherrer få dækket alle deres belysningsbehov hos én og samme leverandør.
Derfor fusionerer LED-TEK og Luminex
Begge virksomheder har stor erfaring inden for hver deres område i markedet for professionel belysning, og deres produktsortimenter og kompetencer supplerer hinanden godt.
Direktør hos LED-TEK, Steen Svendsen, siger om baggrunden for fusionen:
”Vi vil give kunderne et professionelt lyshus, som løser projektopgaver og rådgivning, og som samtidig er en stabil leverandør af standardvarer som lamper og armaturer i god kvalitet til løbende installationsopgaver og service.”
Direktør i Luminex, Lars Andersson, tilføjer:
”Som samlet virksomhed får vi en solid position i markedet og bliver mere konkurrencedygtige i forhold til større projekter, hvor pris ofte er en afgørende faktor.”
Nyt showroom i LED-TEKs lokaler
Medarbejderne er allerede rykket sammen på LED-TEKs nuværende adresse i Løsning nær Horsens, som udbygges med et helt nyt showroom. Her kan kunderne lade sig inspirere og se eksempler på installation af både standardarmaturer og designlamper.
Fortsat en samarbejdspartner, der er til at regne med
Det nye lyshus har fået navnet Luminex. Derudover vil kunderne ikke opleve de store, praktiske ændringer. Alle medarbejdere følger med over i den nye virksomhed.
”Det er nøjagtigt de samme erfarne faglige rådgivere, kunderne kommer til at sparre med. Men nu skal de kun forholde sig til én leverandør, hvis ekspertise dækker både de håndværkstekniske og designæstetiske aspekter af løsningen,” siger Lars Andersson fra Luminex.
”Vi vil fortsat være en partner, man kan regne med. Vi har altid gjort meget ud af samspillet med kunderne og taget en grundig dialog om deres løsninger. Det serviceniveau vil fortsætte efter fusionen,” slutter Steen Svendsen fra LED-TEK.
Om LED-TEK A/S
LED-TEK A/S blev grundlagt i 2009 og har lige siden været en stabil leverandør til mindre og mellemstore elinstallatører. Virksomheden var blandt de første belysningsleverandører, der specialiserede sig i LED-løsninger til det professionelle belysningsmarked, og har opbygget et stort lager af standardløsninger, der sikrer fleksibel og rettidig levering til kunderne.
Om Luminex A/S
Luminex A/S har over 20 års erfaring med faglig rådgivning om og design af professionelle belysningsløsninger. I tæt samspil med kunderne, der typisk er el-installatører, arkitekter, ingeniører og bygherrer, skaber Luminex helhedsløsninger som ofte kan indeholde specialprodukter udviklet specifikt til et projekt.